>Glamoursanger - Dario Campeotto<

Dario Campeotto er født i 1939 og udstråler stadig selvsikkerhed og nonchalant charme, men lige nu er vi en anelse langt fra scenens glamour.

Vi sidder i Kultur- og Fritidscentrets cafeteria, hvor servitricerne kaster stjålne blikke hen imod sangeren.

Han har skiftet det noble jakkesæt ud til fordel for en t-shirt, strikketrøje og et par bløde bukser, og et par gange rejser han sig for at sikre, at Prinsens Musikkorps ikke kører fra ham. Korpset kører i en militærbus, og Dario skal åbenbart følges med orkestret.

Engang blev han kaldt Pigernes Dario, og han var kendt for at køre i hurtige biler. Nu bor han sammen med sin kone på Frederiksberg, og forretningen "Dario Campeotto" kører godt, for det modne publikum rundt om i Danmark vil stadig høre de gamle sange.

2005 har samtidig betydet lidt af et karriereskift for Dario Campeotto, og de nye udfordringer har sat sine spor.

Dario Campeotto har netop afsluttet en sæson med Cirkus Arena, hvor han sammen med Søs Fenger havde til opgave at præsentere numrene.

- Det var opslidende, men lærerigt. I min karriere troede jeg, at jeg kendte alt til disciplin. Men i cirkus er alle afhængige af hinanden, men er én stor familie. Når man rejser fra by til by med et cirkus er det desuden nødvendigt at respektere hinanden. Det har været en form for terapi, siger Dario Campeotto, der også er aktuel med en ny cd, hvor han giver versioner af numre, der blandt andet er skrevet af Mick Jagger/Keith Richard og Brian Adams.

På spørgsmålet om, hvorfor den tidligere danske pornostjerne, Katja Kean, er med på cd'en, svarer Dario, at hun er med som "stønner" på et nummer.

Dario smiler. Jobbet i Skagen er slut, og næste job venter, hvor der igen skal synges om Angelique.